Om Thomas

Jeg hedder Thomas. Jeg er 51 år, og kriminalitet og fængsel har fyldt en stor del af mit liv.

Men det er ikke hele historien om mig.

I dag er jeg et helt andet sted mentalt, end jeg var i mange af de år, hvor kriminaliteten fyldte mit liv. Jeg hviler mere i mig selv nu, og jeg har truffet et bevidst valg om at lægge kriminaliteten på hylden.

Det betyder ikke, at jeg prøver at slette min fortid. Det kan jeg ikke, og det ønsker jeg heller ikke. Min fortid er en del af mig, men den skal ikke bestemme, hvordan resten af mit liv skal se ud.

I mange år handlede meget om penge, status og magt. I dag er det andre ting, der betyder noget. Min kæreste og min familie betyder langt mere for mig end den status, jeg tidligere søgte i det kriminelle miljø.

Min mor, min søster, min svoger, min niece, min datter, min svigersøn og mine børnebørn er mennesker, jeg gerne vil være en del af livet hos. Og min kæreste betyder utrolig meget for mig.

Når min straf er slut, er planen, at vi skal flytte sammen. Det er sådan noget, mine tanker handler om nu. Ikke om hurtige penge. Ikke om status. Men om hvad jeg skal arbejde med, hvordan hverdagen skal se ud, og hvordan jeg bygger et almindeligt liv op.

Et liv med en person, jeg elsker. Familie omkring mig. Et arbejde. Et hjem. Og noget at stå op til.

Jeg kan ikke ændre den mand, jeg har været. Men jeg kan bestemme, hvilken mand jeg vil være resten af mit liv.

Hvor kommer jeg fra?

Jeg voksede op i Slagelse i et hus tæt ved et større boligområde.

Når folk hører om mit senere liv med kriminalitet og fængsel, kunne man måske forestille sig, at jeg kommer fra en kaotisk eller kærlighedsløs barndom. Det gør jeg ikke.

Min barndom var grundlæggende varm og kærlig, og jeg havde et godt forhold til mine forældre. Jeg voksede også op med min søster.

Jeg var til gengæld et meget rastløst barn. Dengang brugte man andre betegnelser om børn, der havde svært ved at sidde stille og finde ro. Jeg var rastløs, kunne være vred og havde meget energi, men jeg var selvfølgelig også bare et barn.

Det begyndte især at blive tydeligt i skolen. Omkring 5.-6. klasse begyndte jeg selv at mærke, at jeg på nogle områder skilte mig ud.

Skolen blev vanskeligere for mig. Jeg gik i folkeskole i Slagelse frem til 7. klasse. Det sluttede efter en konflikt, hvor jeg slog en lærer, som jeg oplevede havde tyranniseret mig gennem længere tid. Derefter kom jeg på en mindre specialskole med omkring ti elever.

Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at der allerede dér var noget i mig, som havde svært ved at håndtere vrede og konflikter på en ordentlig måde.

Jeg havde ikke nogen stor plan for fremtiden. Hvis jeg havde forestillet mig noget, var det måske, at jeg skulle være blikkenslager ligesom min far og farfar. Men jeg gik ikke rundt med en tydelig drøm om uddannelse, karriere eller et bestemt voksenliv.

Noget af det, jeg i dag kan ønske havde været anderledes, var min omgangskreds. Jeg kom ind blandt mennesker, hvor hash og hårdere stoffer var en del af miljøet.

Dengang tænkte jeg ikke over, hvor meget de mennesker, man omgiver sig med, kan være med til at flytte ens opfattelse af, hvad der er normalt. I dag kan jeg se det tydeligere.

Thomas fandtes før kriminaliteten.

Det er vigtigt for mig. For kriminaliteten blev en stor del af mit liv, men jeg blev ikke født som kriminel.

Da kriminaliteten begyndte at fylde

Jeg var omkring 15-16 år, da kriminaliteten begyndte at fylde.

Der var ikke én enkelt grund. Det var en blanding af penge, respekt, spænding, miljøet og følelsen af at høre til.

På det tidspunkt kunne de ting virke meget attraktive. Jeg levede meget i nuet. Hvis noget gav penge eller respekt her og nu, tænkte jeg ikke nødvendigvis over, hvad regningen kunne blive fem eller ti år senere.

Udviklingen kom snigende. Det ene valg førte til det næste. Og omkring 18-årsalderen var kriminaliteten ikke længere bare enkelte ting, jeg gjorde. Den begyndte at blive en livsstil.

Omkring 18-20-årsalderen var den blevet så normal for mig, at jeg næsten ikke længere stillede spørgsmål ved den.

Jeg vågnede ikke én morgen og besluttede mig for at blive kriminel. Det blev bygget op ét valg og én flyttet grænse ad gangen.

Det er noget af det vigtigste, jeg kan se i dag.

Når man står midt i det, opdager man ikke nødvendigvis, hvor langt man har flyttet sig. Det, der engang ville have føltes forkert eller ekstremt, kan langsomt blive almindeligt.

Og når noget først føles normalt, bliver det meget lettere at fortsætte.

Da kriminaliteten blev mit liv

Efter min første fængsling som 18-årig begyndte kriminaliteten endnu mere at blive en del af min identitet.

Mellem 18 og 20 år ændrede min omgangskreds sig yderligere. Jeg begyndte i højere grad at være sammen med mennesker fra narkomiljøet.

Penge betød meget. Status betød meget. Magt betød meget. Tillid inden for miljøet betød meget. Og vold var også en del af den verden.

Jeg begyndte samtidig at leve i to verdener. Der var familien på den ene side. Og så var der det kriminelle miljø på den anden.

Jo længere jeg bevægede mig ind i kriminaliteten, jo mere fjern kunne jeg blive fra familien.

På det tidspunkt kunne jeg ikke rigtig forestille mig et almindeligt liv.

Det mærkelige er, at jeg samtidig troede, jeg havde kontrol. Jeg troede, at jeg bestemte. At jeg kunne styre, hvor langt jeg gik. At jeg kunne styre pengene, miljøet og risikoen.

I dag ser jeg det anderledes.

Jeg troede længe, at kriminaliteten var noget, jeg styrede. Jeg kunne ikke se, at den samtidig var begyndt at styre mig.

Når næsten hele ens omgangskreds, hverdag og tankegang bliver bundet op på den samme verden, er det svært at sige, at man stadig står helt frit.

Kriminaliteten var ikke længere bare noget, jeg lavede. Den var blevet en del af den person, jeg troede, jeg var.

Fængslet

Jeg var 18 år første gang, jeg kom i fængsel.

Det burde måske have skræmt mig. Det gjorde det ikke. Dengang kunne jeg nærmest se det som noget, der gav status. Det blev hurtigt bare endnu en del af livet.

Det fortæller meget om den måde, jeg tænkte på dengang.

Senere blev fængselsopholdene langt mere alvorlige, og mange år væk fra det almindelige liv påvirker et menneske.

Jeg blev hårdere. Mere kold. Og til tider mere ligeglad med andre.

Men fængslet handler ikke kun om døre, mure og manglende frihed. Noget af det hårdeste er ensomheden.

Livet udenfor fortsætter. Familien fortsætter. Andre mennesker arbejder, elsker, bliver ældre, får børn og børnebørn og oplever alle de almindelige ting, som et liv består af.

Imens sidder man selv et andet sted.

Man mister også mennesker. Nogle, man troede var venner, forsvinder. Andre relationer bliver til gengæld stærkere.

Fængsel viser på sin egen måde, hvem der bliver stående.

Det har påvirket mig meget.

Man kan afsone en dom. Men man kan ikke afsone sig tilbage til de år, der allerede er gået.

Det jeg først forstod senere

Min ændring kom ikke som ét stort øjeblik, hvor jeg pludselig vågnede og så alting anderledes.

Den kom langsomt.

Men den dom, jeg afsoner nu, har haft stor betydning for den måde, jeg ser mit liv på. Jeg begyndte for alvor at tænke over, hvad kriminaliteten faktisk havde kostet mig.

Jeg måtte også se på den person, jeg havde været.

Der havde været perioder, hvor penge og position havde fået mig til at føle, at jeg var mere end andre, og at jeg kunne gøre, som jeg ville.

Det er ikke et rart spejl at kigge ind i. Men hvis man vil ændre sig, er man også nødt til at kunne se på de sider af sig selv, man ikke er stolt af.

Samtidig har mødet med min kæreste ændret noget helt grundlæggende.

Jeg har fået noget udenfor, jeg ikke ønsker at miste. Et menneske, jeg ønsker et liv sammen med.

Det gør noget ved ens prioriteter.

Penge og status mistede meget af den betydning, de tidligere havde.

Jeg ønsker ikke længere et liv, hvor fængslet hele tiden ligger som en mulig konsekvens. Jeg ønsker at blive ude. Jeg ønsker at arbejde. Jeg ønsker at kunne se mig selv i øjnene og vide, at jeg tjener mine penge på en almindelig måde.

For mig er ansvar i dag ikke bare at sige, at jeg har lavet fejl.

Det er at handle anderledes.

Hvorfor fortæller jeg det offentligt?

Det er en af grundene til, at denne blog findes.

Jeg tror, at andre måske kan få noget ud af min historie.

Unge. Voksne. Pårørende. Tidligere indsatte. Mennesker, der selv står midt i kriminalitet. Og mennesker, der kun kender den verden gennem aviser, tv og sociale medier.

Jeg skriver ikke, fordi jeg ønsker, at nogen skal synes, at det liv, jeg har levet, er sejt.

Tværtimod.

Hvis der er noget, jeg håber folk tager med, er det ikke fascinationen af kriminaliteten. Det er forståelsen af, hvor den kan føre hen.

Men jeg vil heller ikke skrive en falsk historie.

Der var ting ved miljøet, som tiltrak mig. Pengene. Spændingen. Statussen. Følelsen af magt.

Hvis jeg lod som om det aldrig havde haft nogen tiltrækning, ville jeg ikke fortælle sandheden.

Men de følelser er kun den ene halvdel af historien.

Den anden halvdel er konsekvenserne.

Fængslet. De mistede år. Ensomheden. Familien. Relationerne. Og erkendelsen af, hvor meget et menneske kan miste, før det begynder at stille spørgsmål ved den vej, det går på.

Hvis jeg kun fortalte om pengene og spændingen, ville historien være falsk. Den virkelige historie handler om prisen bagefter.

Det hele er en del af mig.

Det gode. Det dårlige. Det, jeg er stolt af i dag. Og det, jeg ville ønske, jeg havde forstået tidligere.

Hvorfor hedder bloggen “På den anden side”?

Navnet betyder flere ting for mig.

Det handler om den anden side af kriminaliteten. Den side, man ikke nødvendigvis ser, når man kun ser pengene, status og historierne udefra.

Det handler også om den anden side af fængslet. Den anden side af en dom. Og den anden side af den person, jeg har været.

Jeg sidder stadig inde, mens jeg skriver dele af denne historie. Så på den måde er jeg ikke fysisk på den anden side af fængselsmuren endnu.

Men mentalt føler jeg, at jeg er begyndt at bevæge mig over på den anden side af det kriminelle liv.

Jeg har truffet beslutningen.

Nu skal den beslutning også holde, når hverdagen begynder.

“På den anden side” handler ikke om at glemme fortiden. Det handler om at finde ud af, hvad man gør med livet bagefter.

Det liv jeg ønsker nu

Det, jeg ønsker mig nu, vil måske lyde meget almindeligt.

Det er faktisk hele pointen.

Jeg ønsker et almindeligt liv.

Et arbejde. Et hjem. Min kæreste. Familien. Kærlighed. Ro.

En økonomi, der kommer fra det arbejde, jeg laver.

At stå op om morgenen og have noget at gå til.

At komme hjem til et menneske, jeg elsker, og som elsker mig.

Det er noget, jeg glæder mig meget til.

Især glæder jeg mig til at flytte sammen med min kæreste.

Jeg ved samtidig godt, at en ny start ikke automatisk bliver nem.

Når man har levet på én måde i mange år, bliver et andet liv ikke skabt på en uge.

Der kommer ting, jeg skal vænne mig til. Der kommer sikkert også ting, jeg skal lære på ny.

Men én beslutning står fast:

Jeg ønsker at holde mig ude af kriminalitet.

Jeg forventer ikke, at min fortid forsvinder. Det skal den heller ikke. Den har været med til at forme den person, jeg er.

Men den skal ikke have lov til at skrive resten af historien.

Jeg kan ikke ændre det liv, jeg har levet. Men jeg kan bestemme, hvad resten af historien skal handle om.

Det er derfor, denne blog eksisterer.

Ikke for at få medlidenhed.

Ikke for at gøre kriminaliteten større eller mere spændende, end den var.

Og ikke for at omskrive min fortid.

Men for at fortælle den, sådan som jeg oplevede den.

Om valgene.

Om konsekvenserne.

Om årene bag murene.

Om menneskerne omkring mig.

Om de ting, der gik tabt.

Og om forsøget på at skabe et andet liv bagefter.

Det her er historien bag bloggen.

Men historien er ikke slut endnu.