PÅ DEN ANDEN SIDE
Hører til: 01 · FORTIDEN – Miljøet og valgene
Jeg var omkring 15-16 år og boede i Slagelse, da kriminaliteten begyndte at fylde mere og mere i mit liv.
Hvis jeg skal beskrive den dreng, jeg var dengang, så var jeg rastløs, vred og ret ligeglad med konsekvenserne af det, jeg gjorde. Jeg tænkte ikke særlig meget over fremtiden. Jeg tænkte ikke på, hvordan mit liv skulle se ud om fem, ti eller tyve år.
Jeg levede meget her og nu.
Skolen interesserede mig ikke. Jeg var træt af den og havde svært ved at se, hvad jeg skulle bruge den til. Det almindelige liv med skole, uddannelse og arbejde var ikke noget, der fyldte ret meget i mine tanker.
Hjemme havde jeg det egentlig okay.
Jeg har altid haft en okay relation til min mor, min far og min lillesøster. Jeg kommer derfor ikke fra et hjem, hvor jeg kan pege på én bestemt ting og sige, at det var årsagen til, at jeg begyndte at begå kriminalitet.
Så enkelt var det ikke.
Min far havde dog svært ved at vise kærlighed og følelser. Når jeg ser tilbage på det i dag, tror jeg, at noget af min opførsel måske også var et forsøg på at få hans opmærksomhed.
Jeg ville ses.
Jeg ville mærkes.
Jeg ville måske have en reaktion.
Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke betyder, at mine valg var hans ansvar.
De valg, jeg traf, var mine egne.
På det tidspunkt var der især to ting, der fyldte meget i mit hoved:
Penge og respekt.
Og så slagsmål.
Jeg søgte spændingen, men penge og respekt var nok det vigtigste.
Jeg kunne se mennesker omkring mig, der havde penge, og jeg kunne se den status, de fik i det miljø, jeg var begyndt at bevæge mig i.
Det tiltrak mig.
Jeg forstod bare ikke, at den form for status havde en pris.
DEN FØRSTE GRÆNSE
En af de første tydelige kriminelle grænser, jeg overskred, var, da jeg begyndte at sælge hash og amfetamin.
Samtidig begyndte vold og slagsmål også at fylde mere.
Jeg kunne starte slagsmål uden nogen egentlig grund.
Det behøvede ikke være en stor konflikt. Nogle gange skulle der næsten ingenting til.
Jeg havde meget aggression i mig, og samtidig kunne der være noget spænding i selve situationen.
Når jeg vidste, at noget skulle ske, kunne jeg være helt oppe at køre.
Det kunne være lige inden en handel eller inden et slagsmål.
Adrenalinen begyndte at køre.
Pulsen steg.
Der var spænding.
Og bagefter kunne jeg mærke en form for tilfredshed.
Det er vigtigt for mig at forklare det, fordi jeg i dag godt kan se, hvor forkert det var.
Men hvis jeg skal fortælle historien ærligt, skal jeg også fortælle, hvordan det føltes dengang.
Jeg gik ikke rundt som 15-16-årig og tænkte:
"Det her ødelægger mit liv."
Jeg mærkede ikke konsekvensen endnu.
Jeg mærkede spændingen.
Jeg mærkede pengene.
Jeg mærkede adrenalinen.
Og jeg mærkede den anerkendelse, jeg fik fra mennesker omkring mig.
Jeg var tit sammen med venner, når jeg solgte narkotika eller var ude, hvor der opstod slagsmål.
Flere af dem var ældre end mig.
Det havde betydning.
Når man selv er 15-16 år, kan mennesker, der er lidt ældre og virker til at have penge og styr på tingene, hurtigt komme til at fremstå som nogen, man ser op til.
Jeg kunne se, at der kunne tjenes gode penge på narkotika.
Det var en stor del af grunden til, at jeg begyndte.
Jeg tænkte ikke:
"Hvor fører det her mig hen?"
Jeg tænkte:
"Her kan jeg tjene penge."
Det var den korte gevinst, jeg kunne se.
Konsekvensen lå langt ude i fremtiden.
Når én grænse først er flyttet, bliver den næste ofte lettere at overskride.
Det var præcis det, der skete.
Første gang man gør noget, kan man godt vide, at man overskrider en grænse.
Men hvis der ikke sker noget bagefter, begynder grænsen langsomt at forsvinde.
Jeg blev ikke taget.
Jeg fik ikke nogen stor konsekvens.
Og derfor kunne tanken hurtigt blive:
"Det gik jo."
Det er en farlig tanke.
For næste gang føles det ikke helt så alvorligt.
Og efter endnu flere gange bliver det noget, man næsten ikke tænker over.
NÅR DET FORKERTE BEGYNDER AT FØLES NORMALT
Jeg var ikke særlig bange for politiet.
Hvis politiet stoppede mig, kunne jeg være meget provokerende.
Jeg havde ikke den respekt eller frygt, der kunne have fået mig til at tænke mig om.
Jeg var heller ikke særlig optaget af, hvad mine forældre ville tænke.
Konsekvenserne føltes langt væk.
Og fordi jeg ikke for alvor blev taget i noget, før jeg var 18 år, fik jeg endnu mere følelsen af, at jeg kunne slippe af sted med det.
Jeg tænkte ikke:
"Jeg har været heldig."
Jeg kunne i stedet tænke:
"Jeg har styr på det."
Den forskel betyder meget.
For hvis man tror, man har styr på noget, begynder man også lettere at tage større chancer.
På et tidspunkt begyndte jeg også at sælge kokain.
Det var endnu en grænse.
Men jeg oplevede det ikke som et stort spring.
Den tidligere grænse var allerede blevet flyttet.
Derfor var den næste nemmere.
Det er sådan noget, jeg først for alvor kan se, når jeg kigger tilbage i dag.
Jeg gik ikke fra et almindeligt ungdomsliv til et kriminelt liv på én dag.
Det skete gradvist.
Et valg.
Så et nyt valg.
Så endnu et.
Og hver gang flyttede min opfattelse af, hvad der var normalt.
Det farlige var ikke kun det, jeg gjorde.
Det farlige var, hvor hurtigt det begyndte at føles normalt.
EN EPISODE VED HULLET
Jeg kan blandt andet huske en episode oppe ved Hullet.
Jeg kom op at slås med en mand, der var noget ældre end mig.
Under slagsmålet brækkede jeg hans næse.
En af dem omkring mig sagde:
"Den sad godt. Gi' ham flere."
Den sætning siger faktisk meget om det miljø, jeg befandt mig i.
Der var ikke nødvendigvis nogen, der sagde:
"Stop nu."
I stedet kunne man blive opmuntret til at fortsætte.
Volden kunne give anerkendelse.
Og når man som ung allerede søger respekt og status, påvirker sådan noget én.
Jeg kan huske adrenalinen.
Spændingen.
Og ligegyldigheden.
Men hvis jeg spørger mig selv, hvad jeg tænkte dagen efter, så er svaret næsten det mest skræmmende:
Jeg tænkte ikke rigtig over det.
Jeg stod ikke op dagen efter og tænkte over, at jeg havde brækket næsen på et andet menneske.
Jeg fortsatte bare.
Det viser mig i dag, hvor meget jeg allerede havde forandret mig.
Noget, der burde have fået mig til at stoppe op, fyldte næsten ingenting.
Det var blevet normalt.
MERE VILLE HAVE MERE
Fra jeg var omkring 15-16 år, og frem til jeg var 18, udviklede kriminaliteten sig.
Jeg blev mere aggressiv.
Samtidig ville jeg have narkodelen til at vokse.
Det var ikke længere nok kun at sælge små mængder.
Jeg begyndte at kigge mod mennesker, der havde mere styr på salg i større mængder.
Jeg begyndte at se op til nogle af dem.
De havde penge.
De havde status.
De kendte mennesker.
Og dengang var det sådan, jeg målte succes.
Jeg tænkte ikke på, hvordan deres liv kunne ende.
Jeg tænkte ikke på fængsel.
Jeg tænkte ikke på mistede år.
Jeg tænkte ikke på familie eller andre mennesker, der kunne blive ramt.
Jeg kunne bare se det, der var lige foran mig.
Pengene.
Statussen.
Respekten.
Når jeg havde penge, følte jeg, at jeg blev til noget blandt de mennesker, jeg var sammen med.
Og den følelse ville jeg have mere af.
Jeg troede, penge og frygt gav respekt.
I dag ved jeg, at den slags respekt forsvinder lige så hurtigt, som pengene gør.
Vold og konflikter blev også mere normale.
Jeg blev mere ligeglad med, hvordan jeg behandlede andre mennesker.
Jeg blev koldere.
Mere hård.
Og mindre empatisk.
Jeg begyndte ikke nødvendigvis selv at tænke:
"Nu er jeg blevet et koldt menneske."
Sådan foregår det ikke.
Man ændrer sig lidt ad gangen.
Det, man tidligere ville reagere på, begynder at betyde mindre.
Og på et tidspunkt opdager man næsten ikke længere, hvor langt man har flyttet sig.
DEN FØRSTE FÆNGSELSDOM
I 1993 var jeg 18 år.
Der kom den første alvorlige konsekvens.
Jeg blev dømt for grov vold.
Det skete efter en episode, hvor en mand generede en veninde, som jeg var sammen med sammen med flere andre fra min omgangskreds.
Det endte med vold.
Jeg fik seks måneders fængsel og skulle afsone i Jyderup.
Det burde måske have været det øjeblik, hvor jeg stoppede op.
Jeg var kun 18 år og skulle i fængsel.
Man kunne tro, at jeg ville være bange.
At jeg ville tænke:
"Hvad fanden er jeg ved at gøre med mit liv?"
Men sådan tænkte jeg ikke.
På det tidspunkt syntes jeg næsten, at det var sejt at kunne fortælle mine venner, at jeg skulle ind og sidde.
Det siger meget om, hvor forskruet min tankegang allerede var blevet.
En fængselsdom burde have været et kæmpe advarselsskilt.
For mig blev den næsten en del af min status.
Det er svært at forstå i dag.
Men dengang føltes det anderledes.
Da jeg kom i fængsel, så jeg det heller ikke som et stort vendepunkt.
Det blev bare en del af livet.
Jeg havde været der.
Jeg havde prøvet det.
Jeg kom ud igen.
Og i stedet for at ændre retning fortsatte jeg.
På en måde betød det også, at endnu en grænse var forsvundet.
Første gang man skal i fængsel, ved man ikke, hvad der venter.
Når man først har prøvet det og kommer ud uden at have ændret sin tankegang, kan frygten for fængslet også blive mindre.
Det gjorde det endnu lettere at fortsætte.
Jeg blev ikke fanget af ét stort valg.
Jeg blev fanget af mange små valg, som jeg efterhånden holdt op med at stille spørgsmål ved.
NÅR JEG SER TILBAGE I DAG
Når jeg som voksen ser tilbage på den 15-18-årige version af mig selv, kan jeg se ting, som jeg slet ikke kunne se dengang.
Jeg burde have bremset op.
Jeg burde have kigget på de mennesker, jeg omgav mig med, og spurgt mig selv:
"Hvor er vi egentlig på vej hen?"
Jeg burde have fundet en anden omgangskreds.
Men det gjorde jeg ikke.
Miljøet havde selvfølgelig betydning.
Når jeg tjente penge, fik jeg status blandt nogle af de mennesker, jeg omgav mig med.
Det fik mig til at føle, at jeg var noget.
Når man som ung leder efter respekt og anerkendelse, kan det være stærkt.
Men miljøet er ikke en undskyldning.
Det er vigtigt for mig.
Alle mine valg var mine egne.
Ingen tvang mig til at sælge narkotika.
Ingen tvang mig til at starte slagsmål.
Ingen tvang mig til at være provokerende over for politiet.
Ingen tvang mig til at fortsætte.
Miljøet påvirkede mig.
Men beslutningerne traf jeg selv.
Det er forskellen mellem at prøve at forstå sin fortid og at prøve at bortforklare den.
Jeg vil gerne forstå, hvordan jeg endte der.
Men jeg vil ikke bruge det som en undskyldning.
HVAD JEG VILLE SIGE TIL DEN UNGE THOMAS
Hvis jeg i dag kunne stå foran den 15-16-årige Thomas, ville jeg ønske, at jeg kunne få ham til at forstå, hvor lidt de hurtige penge egentlig betød.
Jeg ville fortælle ham, at hurtige penge ikke er det samme som succes.
At frygt ikke er det samme som respekt.
At status i et kriminelt miljø kun har værdi inde i det miljø.
Udenfor betyder den meget lidt.
Jeg ville også forsøge at få ham til at forstå, at man skal være meget opmærksom på de mennesker, man omgiver sig med.
Ikke fordi andre mennesker bestemmer over ens valg.
Men fordi ens omgivelser langsomt kan ændre ens opfattelse af, hvad der er normalt.
Hvis alle omkring dig synes, at noget er okay, bliver det lettere selv at begynde at synes det samme.
Hvis vold giver anerkendelse, bliver vold lettere.
Hvis kriminalitet giver status, bliver kriminalitet lettere.
Hvis hurtige penge bliver betragtet som succes, begynder det almindelige liv pludselig at se kedeligt ud.
Det var noget af det, der skete for mig.
HVIS EN UNG LÆSER MIN HISTORIE
Hvis en ung person læser min historie i dag, er der især én ting, jeg håber, han eller hun tager med sig.
Vent ikke på den store katastrofe, før du ændrer retning.
Det er nemt at tænke, at man først har et problem, når politiet kommer.
Når man bliver dømt.
Når man kommer i fængsel.
Men ofte er problemet begyndt længe før.
Det begynder, når man første gang gør noget, man egentlig ved er forkert, og bagefter tænker:
"Det gik jo fint."
Det begynder, når man får anerkendelse for noget, der burde få én til at stoppe op.
Det begynder, når man holder op med at tænke over, hvordan ens handlinger påvirker andre.
Det begynder, når penge og status bliver vigtigere end konsekvenserne.
Og det begynder, når man langsomt vænner sig til en version af sig selv, man tidligere ikke ville have kunnet genkende.
Jeg skulle have ændret retning allerede dengang.
Ikke først efter den første dom.
Ikke først efter flere år.
Men ved de første grænser.
Det gjorde jeg ikke.
I stedet blev den ene grænse fulgt af den næste.
Og da jeg var 18 år og sad med min første fængselsdom, havde jeg stadig ikke forstået, hvor den vej i sidste ende kunne føre mig hen.
Jeg kunne stadig kun se det, der lå lige foran mig.
Pengene.
Spændingen.
Statussen.
Jeg kunne endnu ikke se prisen.
Den skulle jeg først komme til at forstå meget senere.