Miljøet og valgene

← Tilbage til hele Historien

Jeg var omkring 15 eller 16 år, da kriminalitet begyndte at blive en del af mit liv.

Når jeg ser tilbage i dag, er det fristende at lede efter ét bestemt øjeblik.

En bestemt dag.

Et bestemt valg.

Et punkt hvor jeg kunne sige:

Der begyndte det hele.

Men sådan husker jeg det ikke.

Der var ikke en dør med et stort skilt, hvor der stod kriminalitet, som jeg bevidst valgte at gå igennem.

Det skete langt mere gradvist.

I begyndelsen var det ting på gaden.

Handel.

Vold.

Småkriminalitet.

Et miljø hvor grænserne var anderledes end i det liv, de fleste mennesker kendte.

Som ung tænkte jeg ikke på, hvad det kunne udvikle sig til.

Jeg tænkte ikke på fængselsceller.

Jeg tænkte ikke på domme.

Jeg tænkte ikke på at blive 51 år og kunne se tilbage på mange år af mit liv, som var forsvundet bag mure og låste døre.

Jeg tænkte på det, der lå foran mig.

Den første grænse

Det er noget af det mest mærkelige ved kriminalitet.

Første gang noget sker, kan det føles voldsomt.

Forkert.

Farligt.

Men mennesker kan vænne sig til næsten alt.

Hvis man gør noget længe nok, begynder alarmen inde i hovedet at blive svagere.

Det, der først virkede ekstremt, bliver til sidst bare tirsdag.

Og når én grænse først er flyttet, bliver den næste lettere.

For udefra kan man måske se på et menneske, der er involveret i alvorlig kriminalitet, og spørge:

Hvordan kunne du nogensinde få dig selv til det?

Men hvis man kun ser det sidste trin, mangler man alle de hundrede små trin, der kom før.

Jeg gik ikke fra ingenting til alvorlig narkokriminalitet på én dag.

Det skete over år.

Miljøet bliver ens verden

Efterhånden blev det kriminelle miljø ikke bare noget, jeg befandt mig i.

Det blev en verden.

En verden med sine egne regler, værdier og sin egen måde at tale på.

Jo længere tid man befinder sig i sådan et miljø, desto mere kan det almindelige samfund begynde at føles som noget, der foregår et andet sted.

Et almindeligt arbejde. At stå op om morgenen. Betale regninger. Planlægge ferie. Spare op. Leve uden konstant risiko.

Det kan næsten begynde at virke fremmed, hvis ens egen hverdag er bygget op omkring noget helt andet.

Og samtidig kan man fortælle sig selv, at man har kontrol.

Det gjorde jeg også.

Fra gaden til noget langt større

Med årene blev kriminaliteten mere alvorlig.

Det, der begyndte med gadehandel, vold og mindre kriminalitet, udviklede sig.

Senere blev jeg involveret i narkosmugling fra blandt andet Spanien og Holland til Danmark.

Jeg kommer ikke til at fortælle detaljer om metoder, ruter eller konkrete måder, det blev gjort på.

Det er ikke det interessante i dag.

Det interessante er udviklingen.

Hvordan bliver et menneskes grænser flyttet så langt?

Hvordan kan noget, som engang ville have virket fuldstændig urealistisk, en dag føles som endnu en del af hverdagen?

Svaret er nok, at forandringen sker langsomt.

Man vågner ikke nødvendigvis en morgen og opdager, at man er blevet en anden.

Man bliver det lidt efter lidt.

Pengene

Selvfølgelig var penge en del af det.

Det ville være uærligt at påstå noget andet.

Hurtige penge kan være meget overbevisende.

Problemet er, at gevinsten ligger tæt på, mens konsekvensen ligger langt væk.

Pengene kan være der i dag. En dom ligger måske år ude i fremtiden.

Som ung er det svært nok at forestille sig næste år.

Endnu sværere er det at forestille sig et tidspunkt, hvor man sidder bag en låst dør og tænker tilbage på alle de valg, der førte dertil.

Følelsen af kontrol

Noget af det farligste var måske troen på, at jeg havde styr på det.

At jeg kunne navigere i det.

At problemer kunne undgås.

At konsekvenser først og fremmest ramte andre.

Men kriminalitet er et liv bygget på risiko.

Man kan vinde mange gange.

Det kræver kun, at man taber én gang.

Og når regningen kommer, kan den være større end alt det, man troede, man havde vundet.

Når jeg ser den unge Thomas i dag

Jeg kan selvfølgelig ikke gå tilbage og tale med den 15- eller 16-årige udgave af mig selv.

Men jeg tænker nogle gange over, hvad jeg ville sige til ham.

Jeg tror ikke, jeg ville holde en lang tale.

Jeg ville måske bare sige:

Du aner ikke endnu, hvad den her vej kommer til at koste dig.

For det gjorde jeg ikke.

Men i dag kan jeg se hele vejen. Ikke bare begyndelsen.

Jeg kan se fængslet. Årene. Relationerne. Tiden.