Miljøet og valgene

← Tilbage til hele Historien

Jeg var omkring 15-16 år og boede i Slagelse, da mit liv begyndte at bevæge sig i en retning, som senere skulle få langt større konsekvenser, end jeg på det tidspunkt kunne forestille mig. Jeg var ung, rastløs og søgte spænding. Jeg tænkte ikke særlig langt frem. Fremtiden var ikke noget, jeg brugte ret meget tid på at bekymre mig om, og konsekvenser var mest noget, der hørte til senere. Det vigtigste var det, der skete lige nu.

Når man er 15 eller 16 år, kan nogle få år føles som utrolig lang tid. Man tænker ikke nødvendigvis over, hvordan de valg, man træffer som teenager, kan følge en resten af livet. Sådan havde jeg det i hvert fald. Det var ikke sådan, at jeg stod op en morgen og besluttede mig for, at nu skulle jeg leve et kriminelt liv. For mig begyndte det langt mere gradvist.

Kriminalitet virkede heller ikke særlig stort eller dramatisk i begyndelsen. Grænserne flyttede sig lidt ad gangen. Noget, der måske første gang virkede forkert eller alvorligt, kunne efter noget tid begynde at føles mere normalt. Og når først én grænse er blevet overskredet, er den næste ikke nødvendigvis lige så svær at gå over.

Det er noget, jeg først for alvor har forstået mange år senere.

Som ung tænkte jeg ikke på mig selv ud fra de ord, jeg i dag ville bruge. Jeg gik ikke rundt og tænkte: Nu er jeg ved at blive kriminel. Jeg levede bare mit liv, sådan som det udviklede sig omkring mig. Der var spænding i det. Der var noget ved at bryde grænser, som passede til den rastløshed, jeg havde i mig. Og når man først vænner sig til, at regler kan brydes, begynder ens syn på grænser også langsomt at ændre sig.

På det tidspunkt kunne jeg selvfølgelig ikke se, hvor vejen førte hen.

Jeg kunne ikke se de mange år frem.

Jeg kunne ikke se fængslerne.

Jeg kunne ikke se alle de mennesker, der senere ville blive påvirket af mine valg.

Og jeg kunne slet ikke se, hvor dyrt det til sidst ville blive at leve et liv, hvor kriminaliteten kom til at fylde så meget.

Da jeg var 18 år, kom den første meget tydelige konsekvens.

Det var i 1993.

Jeg blev dømt for grov vold og fik seks måneders fængsel. Straffen afsonede jeg i Jyderup.

Jeg var kun 18 år.

Når jeg tænker på det i dag, er 18 år utrolig ungt. Man er juridisk voksen, men man er stadig kun lige begyndt på voksenlivet. For mig blev en del af det voksenliv altså begyndt bag fængslets mure.

Det burde måske have været det øjeblik, hvor jeg havde stoppet op.

Jeg havde fået en meget klar advarsel om, hvor mine valg kunne føre hen. Det var ikke længere bare noget, der kunne ske en dag. Nu havde kriminaliteten allerede kostet mig min frihed. Jeg havde fået en dom, og jeg sad i fængsel.

Men sådan fungerer mennesker ikke altid.

At opleve en konsekvens betyder ikke automatisk, at man forstår den.

Og det betyder slet ikke nødvendigvis, at man ændrer sit liv.

Jeg var stadig meget ung. De seks måneder var alvorlige, men de blev ikke til det vendepunkt, som man måske udefra ville forestille sig. Jeg kom ikke ud fra Jyderup som et menneske, der havde besluttet sig for aldrig mere at komme i nærheden af kriminalitet.

I stedet fortsatte livet.

Og kriminaliteten fortsatte med det.

Det er måske noget af det, der i dag slår mig mest, når jeg ser tilbage på den periode. Hvor hurtigt noget alvorligt kan blive normaliseret. Før man har siddet i fængsel, kan fængsel virke som en enorm grænse. Noget fjernt. Noget, der sker for andre.

Når man først har været der én gang, eksisterer den grænse ikke længere på samme måde.

Man ved, hvad det er.

Man har overlevet det.

Og for nogle kan det paradoksalt nok betyde, at frygten for konsekvensen bliver mindre i stedet for større.

Jeg kan i dag se, at det første fængselsophold burde have fortalt mig noget meget vigtigt: at den vej, jeg var begyndt at gå, ikke førte mod frihed.

Den førte i den modsatte retning.

Men dengang oplevede jeg ikke mit liv gennem den viden, jeg har i dag. Jeg var den 18-årige Thomas, ikke den mand, der mange år senere kunne se hele forløbet samlet.

Det er en vigtig forskel.

For når man fortæller sin historie bagefter, er det let at få det til at lyde, som om alle tegnene hele tiden var tydelige. Som om man bare skulle have kigget efter dem.

Men når man står midt i sit eget liv, ser man ikke nødvendigvis historien på den måde.

Man ser dagen i dag.

Vennerne.

Miljøet.

Spændingen.

Problemerne.

Mulighederne.

Pengene.

Respekten.

Og det, der lige nu føles vigtigt.

Man ser sjældent den samlede regning.

Den kommer senere.

Min første dom som 18-årig var en del af den regning, men den blev langt fra den sidste.

Det liv, som på det tidspunkt stadig kunne føles spændende og grænseoverskridende, skulle senere udvikle sig til noget langt mere alvorligt. Det, der begyndte i ungdomsårene, skulle vokse og komme til at fylde en meget stor del af mit voksne liv.

Men når jeg skal forstå, hvordan det kunne ske, er jeg nødt til at begynde her.

Ikke med de store sager.

Ikke med de mange år i fængsel.

Ikke med narkokriminaliteten, som senere kom til at fylde.

Men med den unge dreng i Slagelse, der var 15-16 år, rastløs og på jagt efter spænding, og som endnu ikke havde nogen idé om, hvor langt de første skridt kunne føre ham.

For det er sådan, jeg ser det i dag:

De største konsekvenser begynder ikke altid med de største beslutninger.

Nogle gange begynder de med små grænser, der bliver flyttet én efter én.

Og på et tidspunkt vender man sig om og opdager, at man er kommet meget længere væk fra det liv, man kunne have haft, end man nogensinde havde forestillet sig.