Hvordan kriminaliteten begyndte – de første grænser der blev flyttet

Hvis man kun ser på, hvor mit liv senere endte, er det let at tro, at kriminaliteten begyndte med en stor beslutning.

Sådan var det ikke.

Jeg vågnede ikke en morgen og besluttede, at jeg ville leve et kriminelt liv. Det kom gradvist. Et valg blev til et nyt valg. En grænse blev flyttet, og næste gang var den lidt nemmere at overskride.

I hovedhistorien 01 · FORTIDEN – Miljøet og valgene fortæller jeg den overordnede udvikling. Her går jeg tættere på begyndelsen: den unge Thomas, miljøet omkring mig og de første grænser, som jeg dengang ikke forstod betydningen af.

Jeg var 15-16 år

Jeg boede i Slagelse og var omkring 15-16 år, da kriminaliteten begyndte at fylde mere.

Jeg var rastløs, vred og ligeglad med konsekvenserne. Jeg tænkte ikke meget på fremtiden. Det var her og nu, der talte.

Skolen interesserede mig ikke. Jeg var træt af den og havde svært ved at se, hvad jeg skulle bruge den til. Hjemme havde jeg det egentlig okay. Min barndom havde været varm og kærlig, og jeg havde et godt forhold til min familie. Derfor kan jeg heller ikke pege på én bestemt ting hjemmefra og gøre den til forklaringen på mine valg.

Min far havde dog svært ved at vise kærlighed og følelser. Når jeg ser tilbage i dag, tror jeg, at noget af min opførsel også kan have været et forsøg på at få hans opmærksomhed. Men det ændrer ikke på ansvaret. De valg, jeg traf, var mine egne.

Det, der fyldte mest i mit hoved, var penge, respekt og slagsmål. Jeg ville mærkes. Jeg ville være én, andre lagde mærke til. Og i det miljø, jeg bevægede mig ind i, kunne penge og hårdhed hurtigt blive forvekslet med respekt.

Når én grænse først er flyttet, bliver den næste ofte lettere at overskride.

De første tydelige grænser

En af de første tydelige kriminelle grænser for mig var, da jeg begyndte at sælge hash og amfetamin.

Jeg var tit sammen med venner, og flere af dem var ældre end mig. Når man selv er 15-16 år, kan ældre mennesker, som virker til at have penge og status, hurtigt komme til at ligne nogen, der har styr på livet.

Det var især pengene, der trak. Jeg kunne se, at der kunne tjenes penge på narkotika. Jeg tænkte ikke på, hvad det kunne koste senere. Jeg så kun gevinsten foran mig.

Samtidig begyndte vold og slagsmål at fylde mere. Jeg kunne starte slagsmål uden nogen egentlig grund. Lige før en handel eller et slagsmål kunne jeg være helt oppe at køre. Spændingen og adrenalinen kørte, og bagefter kunne der komme en følelse af tilfredshed.

Det er ikke behageligt at skrive i dag, men det er en vigtig del af historien. Hvis jeg kun beskriver konsekvenserne og lader som om spændingen aldrig fandtes, bliver fortællingen ikke ærlig.

“Det gik jo”

Jeg var ikke særlig bange for politiet. Hvis jeg blev stoppet, kunne jeg være meget provokerende. Jeg var heller ikke optaget af, hvad konsekvenserne kunne blive.

Og så skete der noget, som gjorde det endnu farligere: Jeg blev ikke for alvor taget i noget, før jeg var 18.

Hver gang der ikke skete noget, kunne jeg tænke: Det gik jo.

Jeg tolkede ikke mit held som held. Jeg begyndte snarere at føle, at jeg havde styr på det. Og når man tror, man har styr på noget, bliver det lettere at tage næste skridt.

Senere begyndte jeg også at sælge kokain. For mig føltes det ikke længere som et voldsomt spring, fordi de tidligere grænser allerede var blevet flyttet.

Det er netop dét, jeg kan se tydeligt i dag: Jeg gik ikke fra et almindeligt ungdomsliv til et kriminelt liv på én dag. Jeg vænnede mig til det lidt efter lidt.

Det farlige var ikke kun det, jeg gjorde. Det farlige var, hvor hurtigt det begyndte at føles normalt.

En episode ved Hullet

Jeg kan huske en episode oppe ved Hullet, hvor jeg kom op at slås med en mand, der var noget ældre end mig.

Under slagsmålet brækkede jeg hans næse.

En af dem omkring mig sagde: “Den sad godt. Gi' ham flere.”

Den sætning siger meget om miljøet og om den måde, jeg selv tænkte på dengang. I stedet for at nogen nødvendigvis sagde stop, kunne vold give anerkendelse.

Jeg husker spændingen, adrenalinen og ligegyldigheden.

Det mest sigende er måske, hvad jeg tænkte dagen efter.

Jeg tænkte ikke rigtig over det.

Det, der burde have fået mig til at stoppe op, var allerede ved at blive normalt.

Mere ville have mere

Fra jeg var 15-16 år og frem mod 18-årsalderen blev jeg mere aggressiv, og jeg ville have narkodelen til at vokse. Det var ikke længere nok for mig kun at tænke småt.

Jeg begyndte at kigge mod mennesker, der havde mere kontrol og status i narkomiljøet. De havde penge, forbindelser og en position, som jeg dengang forbandt med succes.

Jeg begyndte også at ændre mig som menneske.

Jeg blev mere ligeglad med andre. Koldere. Mere hård. Mindre empatisk.

Det skete ikke fra den ene dag til den anden. Netop derfor opdagede jeg heller ikke selv, hvor meget jeg forandrede mig.

Jeg troede, penge og frygt gav respekt. I dag ved jeg, at den slags respekt ikke er det, et godt liv bygges på.

Første gang i fængsel

I 1993 var jeg 18 år, og der kom den første alvorlige konsekvens.

Jeg blev dømt for grov vold efter en episode, hvor en mand generede en veninde, som jeg var sammen med sammen med andre fra min omgangskreds.

Jeg fik seks måneders fængsel og skulle afsone i Jyderup.

Det burde måske have været det store stopskilt.

Men sådan så jeg det ikke.

Dengang syntes jeg nærmest, det var sejt at kunne fortælle mine venner, at jeg skulle ind og sidde. Fængslet blev ikke et vendepunkt for mig. Det blev bare endnu en del af livet.

Det siger meget om, hvor langt min opfattelse allerede havde flyttet sig.

En fængselsdom burde have været noget, jeg frygtede. I stedet kunne den næsten blive en del af den status, jeg søgte.

Og da jeg kom ud igen, havde min tankegang ikke ændret sig nok. Derfor blev også den grænse lettere at leve med.

Jeg blev ikke fanget af ét stort valg. Jeg blev fanget af mange små valg, som jeg efterhånden holdt op med at stille spørgsmål ved.

Når jeg ser den unge Thomas i dag

I dag kan jeg se det, jeg ikke kunne se som 15-, 16- eller 18-årig.

Jeg skulle have bremset op langt tidligere. Jeg skulle have set på min omgangskreds og spurgt mig selv, hvor vi egentlig var på vej hen. Jeg skulle have fundet mennesker omkring mig, som trak i en anden retning.

Miljøet havde betydning. Når jeg havde penge, fik jeg status blandt nogle af de mennesker, jeg var sammen med. Det gav mig en følelse af at være noget.

Men miljøet er ikke en undskyldning.

Ingen tvang mig til at sælge narkotika. Ingen tvang mig til at starte slagsmål. Ingen tvang mig til at fortsætte.

Mine valg var mine.

For mig er det vigtigt at kunne sige begge ting på samme tid: Miljøet påvirkede mig, men ansvaret var mit.

Hvis du står ved den første grænse

Hvis en ung person læser med, er der især én ting, jeg gerne vil have frem.

Vent ikke på den store katastrofe, før du ændrer retning.

Det er nemt at tro, at problemet først er alvorligt, når politiet kommer, når dommen falder, eller når fængselsdøren lukker.

Men ofte begynder problemet meget tidligere.

Det begynder, når man gør noget, man godt ved er forkert, og bagefter tænker: Det gik jo.

Det begynder, når man får anerkendelse for noget, der burde få én til at stoppe op.

Det begynder, når penge og status bliver vigtigere end konsekvenserne.

Og det begynder, når man langsomt vænner sig til en udgave af sig selv, man tidligere ikke ville have kunnet genkende.

Jeg skulle have ændret retning ved de første grænser.

Det gjorde jeg ikke.

Da jeg var 18 og havde fået min første fængselsdom, kunne jeg stadig ikke se hele prisen. Den kom jeg først til at forstå langt senere.

Den første grænse kan virke lille, når man står ved den.

Men den kan blive begyndelsen på en vej, der er langt sværere at komme tilbage fra.