PÅ DEN ANDEN SIDE
Jeg skriver dette fra et fængsel.
Det er måske et mærkeligt sted at starte en blog om et nyt liv. Men på en måde er det også det helt rigtige sted. For jeg befinder mig et sted midt imellem to liv – det liv, jeg har levet, og det liv, jeg ønsker at leve.
Jeg har brugt en stor del af mit liv i og omkring kriminalitet. Det har givet mig oplevelser, penge og en form for status i et miljø, hvor de ting betød meget. Men det har også kostet. Frihed. Tid. Relationer. Muligheder. Og mange år, som aldrig kommer tilbage.
Det er ikke hele den historie, jeg vil fortælle i dette blogindlæg. Den lange historie om, hvordan det begyndte, hvordan grænserne blev flyttet, kriminaliteten, dommene og årene i fængsel, hører hjemme under Historien. Her på bloggen skal det handle om noget lidt andet. Det skal handle om det, jeg tænker på nu.
Jeg skriver ikke denne blog for at gøre min fortid interessant. Jeg skriver den, fordi jeg er blevet interesseret i, hvad der kommer bagefter.
Hvorfor lige nu?
Jeg kunne selvfølgelig have ventet. Ventet til jeg var løsladt. Ventet til jeg havde fået arbejde. Ventet til jeg var flyttet sammen med min kæreste. Ventet til jeg kunne fortælle historien fra den anden side af fængselsmuren. Men så ville en vigtig del af historien mangle.
For forandringen begynder ikke den dag, porten åbner. Den begynder før. Den begynder med beslutningen om, at noget skal være anderledes. Det er dér, jeg befinder mig nu.
Jeg ved godt, hvad jeg ikke ønsker længere. Jeg ønsker ikke tilbage til kriminaliteten. Jeg ønsker ikke flere år i fængsel. Jeg ønsker ikke igen at sidde og se livet fortsætte udenfor, mens mit eget står stille. Men det betyder ikke, at jeg allerede ved præcis, hvordan resten skal gøres. Det er også noget af det, denne blog skal handle om.
Hvad sker der, når man vælger noget andet?
Det er nemt at sige: “Nu stopper jeg.” Det svære er alt det, der kommer bagefter.
For hvad gør man, når et liv, man har kendt i mange år, ikke længere skal være ens liv? Hvordan begynder man igen? Hvordan får man en almindelig hverdag? Hvordan kommer man tilbage på arbejdsmarkedet? Hvordan håndterer man økonomien? Hvordan bygger man relationer op? Hvordan lærer man at sætte pris på ting, der tidligere virkede almindelige eller måske ligefrem kedelige?
Jeg kender ikke svarene på alle de spørgsmål endnu. Det er faktisk en af grundene til, at jeg gerne vil skrive undervejs. Ikke når alt er lykkedes. Men mens det sker.
Det interessante for mig er ikke kun, om man kan ændre sit liv. Det interessante er, hvordan man gør det, når hverdagen begynder.
Det almindelige liv
Noget af det, jeg ønsker mig mest i dag, er noget, jeg tidligere måske ikke ville have betragtet som særligt spændende: et almindeligt liv. Arbejde. Et hjem. Min kæreste. Familien. At stå op om morgenen og have noget at gå til. At tjene mine penge på et arbejde. At komme hjem igen. At kunne planlægge næste uge uden at kriminalitet, politi eller fængsel er en del af ligningen.
Det lyder måske simpelt. For mig er det blevet et mål. Jeg glæder mig især til at kunne flytte sammen med min kæreste. Jeg har noget at komme ud til, og jeg har fået en meget stærkere grund til at blive ude. Men jeg bilder mig ikke ind, at alt automatisk bliver let. Et nyt liv kommer ikke færdigpakket, bare fordi man har besluttet sig for det.
Hvorfor skrive det offentligt?
Jeg har tænkt over, hvorfor det overhovedet skal være offentligt. Jeg kunne lige så godt skrive mine tanker ned for mig selv. Men jeg tror, der kan være andre, der kan bruge noget af det.
Måske en ung person, der står i begyndelsen af en vej, jeg selv kender alt for godt. Måske en, der sidder i fængsel og tænker på, hvordan livet skal se ud bagefter. Måske en pårørende, der forsøger at forstå et menneske, som har levet et kriminelt liv. Eller måske bare et menneske, der er nysgerrig på, hvordan det faktisk er at skulle bygge sit liv op igen.
Jeg forventer ikke, at alle vil forstå mine valg. Det behøver de heller ikke. Og jeg skriver ikke for at få nogen til at synes synd på mig. Jeg har selv truffet de valg, der har ført mig hertil. Det ansvar kan jeg ikke skrive mig væk fra. Men jeg kan fortælle om, hvad jeg har lært af dem.
At tage ansvar for fortiden betyder ikke, at man skal blive boende i den.
Der er også et andet regnskab
Men der findes et andet regnskab. Et langt vigtigere regnskab.
Et regnskab, som ikke kan gøres op i penge.
- År af livet
- Frihed
- Familie
- Kærlighed
- Venskaber
- Tillid
- Arbejde
- Muligheder
- PTSD
- Angst
- Mange år med stress og konstant alarmberedskab
- Tankemylder og uro, som min ADHD i dag gør endnu mere tydelig
- Frygt
- Opgør og konflikter
- At være på vagt
- At have svært ved bare at finde ro
Det er noget af den del af kriminaliteten, man ikke ser, når man kun ser pengene, spændingen eller status.
For regningen stopper ikke nødvendigvis den dag, man bliver dømt. Nogle af konsekvenserne følger med videre.
Jeg har fået PTSD og angst, og efter mange år med stress og et liv, hvor jeg ofte har været på vagt, mærker jeg også tankemylderet og uroen meget tydeligere. Jeg er ved at blive udredt for ADHD, og noget af det, der tidligere druknede i tempo, konflikter og konstant pres, får mere plads, når der bliver stille omkring mig.
Det kan virke mærkeligt. Man kunne tro, at problemerne burde fylde mindre, når man beslutter sig for at lægge kriminaliteten bag sig. Men for mig er det også dér, nogle af tingene bliver tydeligere.
Når tempoet falder, og man ikke hele tiden er optaget af det næste problem, den næste konflikt eller det næste, man skal forholde sig til, får tankerne mere plads.
Der har været frygt. Der har været opgør og konflikter. Der har været perioder, hvor jeg hele tiden skulle være opmærksom på, hvad der foregik omkring mig. Hvis man lever sådan længe nok, kan det være svært bare at slå det fra igen.
Det er også en del af prisen. Ikke kun de år, jeg har siddet i fængsel, men det jeg tager med mig videre bagefter.
Den største regning stod ikke på nogen konto. Noget af den kom først frem, da der endelig blev stille omkring mig.
Ikke en heltehistorie
Der er også noget, jeg vil være meget tydelig omkring. Jeg ønsker ikke at romantisere kriminalitet. Der var ting ved det liv, som tiltrak mig. Hvis jeg nægtede det, ville historien ikke være ærlig. Penge kunne tiltrække. Status kunne tiltrække. Spændingen kunne tiltrække. Følelsen af magt kunne tiltrække.
Men hvis man kun fortæller den del, fortæller man kun begyndelsen af historien. Man mangler regningen. Man mangler fængslet. Man mangler savnet. Man mangler de mennesker, der forsvinder. Man mangler de år, man ikke får igen. Det er den samlede historie, jeg ønsker at fortælle.
Hvad bloggen bliver
Bloggen bliver ikke min livshistorie fortalt fra start til slut. Den findes under Historien. Her kommer jeg i stedet til at skrive om det, der fylder undervejs: mine tanker, mine erfaringer, ting jeg opdager, tvivlen, forventningerne, arbejdet, relationerne, økonomien, løsladelsen, det almindelige liv – og de problemer, der sikkert også kommer.
Nogle indlæg vil handle om fængslet. Andre om fortiden. Men udgangspunktet vil være: Hvad betyder det for mig i dag?
Historien fortæller, hvordan jeg kom hertil. Bloggen skal fortælle, hvad der sker herfra.
På den anden side
Bloggen hedder “På den anden side”. Jeg er ikke fysisk på den anden side af fængselsmuren endnu. Men beslutningen om at komme ud på den anden side af det kriminelle liv er taget. Derfor begynder bloggen nu. Ikke når historien er færdig. Ikke når jeg ved, om alt lykkes. Men mens jeg stadig står midt i overgangen.
Det betyder også, at nogle af de ting, jeg kommer til at skrive, måske ser anderledes ud for mig om et år. Det er okay. For så er det også en del af historien.
Jeg kan ikke ændre det liv, jeg har levet.
Men jeg kan bestemme, hvad resten af historien skal handle om.